European Guidance and Counselling Research Forum

Ja, jeg ser så absolut en mulighed - et håb og en vision, om du vil. For ligger "kritikken" (den politiske kraft) ikke der idag - i det som sociologien Anthony Giddens kalder for "livspolitik". Altså i modsætning til tidligere "emancipationspolitik" hvor man først og fremmest var optaget af at kæmpe klassekampstermer a la lighed og anerkendelse og "øget økonomisk velstand", så er spørgsmålet, hvordan vi (når friheden for det emancipatoriske plan mere eller mindre er nået) kan udfylde og bruge den "frihed" og økonomiske velstand der er opstået. Her skifter politikken karakter, ifølge Giddens, hvor det så bliver et spørgsmål om livskvalitet og hvad "det gode liv" så er. Kort sagt, nu hvor vi har fået friheden, hvad vil vi da bruge den til? Og hvad forstår vi i grunden ved visdom, skønhed og det gode liv? På et plan er ovenstående noget vrøvl - vi har da som uddannelsessystem ikke fået mere frihed! Tværtimod. På et andet plan, jo. Hvad jeg savner er en livspolititisk diskussion som uddannelsesfolk tør tage op, således AT der bliver plads og argumentation for mere NØDVENDIG langsomhed i undervisning og vejledning. Jeg tror kampen skal stå der, og at vi må håbe at folk generelt efterhånden får nok af blot at agere som "funktionærer" der gør hvad administratorer, uddannelseskonsulenter (i LEAN-fx.) og politikkere vil have vejledere og undervisere til at gøre. Vi har som vejledere, undervisere og forskere også en faglighed og indsigt og menneskelig erfaring, der fordrer af os at reagere imod denne overdrevne effektivisering og "evidens-effekt-tænkning", der spænder ben for "det pædagogiske nærvær", den "menneskelige relation" og "Jeg-Du-mødet" i uddannelses- og erhvervsvejledningen. Skal vi - som højskoleforstander Jørgen Carlsen håber - vente på, at der sker en samfundsmæssig "bundvending"? Altså at vi kører linen helt ud i effektivitetens og kompetencens navn (i vores permanente bestræbelse på at magte og beherske os selv og verden) - for da til sidst at nå bunden (eller se en bundvending) hvor folk bare får nok af det og reagere imod? Det er for mig at se en for reaktiv tilgang at tænke sådan. Vi må slå på at der ved siden af kompetenceudvikling og professionalitetssigte inden for vejledning og professionsuddannelser som fx. læreruddannelsesn og lærergerningen også er et andet spor (paradigmatisk andet spor!) som er det dannelsesmæssige (vi mennesker lever i grunden af hvad vi IKKE har magt over, som K.E. Løgstrup ville sige det). Det er denne langsomhed, besindighed og tilbageholdenhed og eksistentielle lytten som man kan opleve i det gode undringsfællesskab. Og det kræver en vis form for dannelse at gøre det. Men i vores jagt efter problemløsningsmodeller, effektive metoder og evidens bliver der ikke sprog og livsrum/forståelse for dette. Så derfor bør det egentlig mane til kamp for en "frirumstankegang" fra den dominerende nyttetænkning. Megen af den kvalifikations- og kompetentediskurs jeg med Illeris og Salling Olsen på RUC har læst, giver heller ikke plads til en sådan dannelsestænkning - blot til en emancipationspolitik af den traditionelle slags, vil jeg mene Mvh Finn